Gråsten sep 2023

Tilbage til rødderne

Alnor, september 2023

Efteråret i det Herrens år 2023 var det 35. gang, et TFF-træf skulle finde sted. Og hvad var mere passende, end at et jubilæumstræf blev afholdt netop der, hvor det hele begyndte; i Sønderjylland!

Formand SB viste sig som den helt perfekte mand til at løfte den ærefulde opgave at danne både kulinariske og fiskemæssige rammer for weekenden. Efter to dages ren og skær gensynsglæde og intenst fiskeri, kunne vi alle køre derfra med lettede hjerter, gode minder og fyldte maver.

Det startede fredag aften i det hyggelige og velplejede B&B i Alnor med en beliggenhed kun 100 meter fra de kendte pladser ved Strandparken og kun 10 meter fra morgenbordet til den mere eller mindre nøgne lokalbefolkning, der weekenden igennem valfartede forbi vinduerne på vej til vinterbadning. I det hele taget var afklædte badegæster et tilbagevendende islæt i weekendens fiskeri, og det er bestemt nærliggende at tænke, at rygtet om TFFs tilstedeværelse langs de sønderjyske kyster var løbet gutterne i forkøbet. Sådan må det åbenbart være, når 4 mænd i deres bedste alder tropper op i stramtsiddende waders med spændte stænger.

Efter 35 TFF træf kan det desuden konstateres, at det kulinariske fokus også gradvist har forskudt sig: Vi er gået fra ungdommens uhæmmede Fernet- og bajer konsum til velkomstchampagne og rødvin i højstilkede glas samtidig med, at langtidsstegt culottesteg har fortrængt fortidens frysepizza. Den, der smører godt, kører godt, og SB havde i sandhed smurt godt.

At en formand på den måde vil gå gennem ild og vand for sine venners succes, kom SB dog til at tage lidt for bogstaveligt, da han i et kådt øjeblik ligefrem begyndte at jonglere med culottestegen ude ved de glohede pander i køkkenet. Resultatet var ligeså smertefuldt, som det var forudsigeligt: culotten faldt midt i en drabelig saltomortale fra én meters højde direkte ned i panden, hvorved både vægge og formandsarme blev overstængt med brændende varmt fedt og olivenolie. Mærkerne på køkkenets vægge kunne tørres af, men SBs kastearm var brandmærket et par uger ud i fremtiden. Der opstod kortvarigt bekymring for formandens tilstand, og imens han følgelig lagde armen på is, blev der nu nippet ganske forsigtigt til årgangsvinen ude på terrassen.

Men rene afholdsmænd kan man ikke klandre TFF for at være blevet, for op af hatten tryllede formanden straks én af weekendens mange overraskelser, der som så ofte trak spor tilbage til en af hans forgange udlandsrejser: denne gang en ungarsk dommedagsdrik, som hurtigt skulle vise sig at sætte sit præg på både aftenen og den efterfølgende morgen…

Humøret og forventningerne steg i takt med, at aftenen skred frem, og den ungarske flaske blev lettere. 5 fisk over mål! Dette var formandens bramfri udmelding i en alt andet end brandertfri forfatning. Som nybagt konvertit til fluefiskeriet havde formanden sæsonen igennem igen og igen været på rekognosceringstogt i nærområdet og var kun sjældent vendt tomhændet hjem. En ny HØ rekord var sandelig også kommet på CV’et. Sjældent havde der derfor været så meget tiltro til formandens spådomme som netop denne aften!

De nyligt opredte senge blev indtaget sent denne efterårsnat, og da klokken slog 01:30 kunne husets hovedpuder omfavne 4 på alle måder forventningsfulde smil med forvisning om morgendagens triumfer.

Men det var ikke triumfer, de vågnede op til den følgende morgen. Da de menige medlemmer således entrerede køkkenet, kunne de skue over på en noget forhutlet formand, som stod foroverbøjet ved køkkenvasken og lignede, hvad Shakespeare med et poetisk udtryk ville have kaldt: en røv, der er træt af at skide. Dehydreret og martret af ungarsk hovedpine støttede han sig til bordkanten og til tanken om, at kun den friske luft ville kunne rense ud i kroppens dårskab. Men det viste sig, at noget andet kom den friske vind i forkøbet, for Formanden hev kort efter endnu en kanin op af hatten: denne gang en pose med den mytiske Luwak kaffe. Denne besynderlige koffeinholdige drik opstår ved, at de modne røde bønner først er blevet ædt lystigt af Luwakken, en katteagtig gnaver fra Malaysia, og altså har taget turen gennem tarmsystemet og slutteligt ud af røvhullet, hvorefter de nænsomt håndsorteres af fattige landmænd, fyldes på pose og sælges til overpriser som luksuskaffe på verdensmarkedet. Men når der på sådan en lørdag morgen dækkes op til en episk slagudveksling mellem Malaysisk anuskaffe og ungarske tømmermænd, vil der aldrig rigtig være nogen steder at gemme sig. Heller ikke for TFFs formand. Der skulle derfor også blot nogle få slurke af den sorte heksebryg til, før SB lå med det halve kadaver nede i den store telefon og råbte om nåde.

Nogle gange skal man gennem helvede, før man kan komme i himlen.

Første egentlige fiskespot denne lørdag blev Naltang på den nordøstlige side af af Als Fjord, hvor vi søgte en smule læ for sydvestenvinden. Havørrederne havde dog ikke søgt læ det samme sted, så efter at have pisket vandet til skum et par timer kunne SB bekendtgøre, at hans hotspot var not so hot. Som modvægt til denne indledende skuffelse lyste ansigterne dog hurtigt op igen, da Tina snart stod klar med hjemmelavede frikadeller og lun leverspostej på Langbrogade 40. Der var dækket op, som var det den sidste nadver, og TFFs mavesække måtte efterfølgende bede om syndsforladelse for at have forgrebet sig så uhæmmet på dette madorgie.

Mætte og med nyt mod var der nu ikke langt til næste spot i SBs bog: Det lokale og strømfyldte stræk nord for den nye Alssundbro. Herfra havde SB hele foråret netop sendt en lind strøm af fiskebilleder på sine lynture efter fyraften. Nu var der dog hverken lyn eller torden eller bøjede fiskestænger. Kun flere kilometer i benene og et stort rungende spørgsmål, der hang tungt i luften: Hvad nu, Formand?

Svaret blev Landheim, denne sydøstlige afkrog af Broagerland, hvor kyststrækningen er præget af dybt vand tæt inde under land iklædt en afvekslende bund af sten og spredte tangbælter. Med andre ord: prima havørredrevir! Vi ankom til pladsen, da eftermiddagssolen stod højt, og der både var lunt i luften og i vandet. Det sidste kunne Janker kort efter konstatere, da han netop havde udset sig et perfekt fluestræk, der grænsede op til et sandbælte inde fra land. Her på skillelinjen mellem sand og tang huserer ofte cruisende ørred, som på netop sådan en plads jager sit byttedyr væk fra skjulestederne i tangen og ud over den nøgne sandbund, hvor de let kan indfanges og fortæres. Således står det i hvert fald i teoribøgerne. Men realiteterne var, at der henover den blottede sandbund i stedet vadede en afbleget midaldrende kvinde, der kort forinden i ren kådhed over vandets lune grader havde smidt hver en trævl af kroppen og nu kastede sig hovedkulds ud i Jankers havørredeldorado. En skræmt sandorm var derfor alt, hvad Janker kunne observere, mens tiden gik, skyggerne blev længere, og det halve Sønderjylland syntes at være ude at vandre langs kysten på Broagerland denne lørdag.

Og så – endelig – brat opvågnen til nuet. Sms fra KB: ”Har mistet en fisk henne ved sommerhuset!” Wooowowoww…! Landheim brænder, og pulsen stiger! Meeeen… en sms fra KB afføder altid flere spørgsmål end svar: Så han den? Var den stor? Var den blank? Var det mon bare et KB hug..?! Den var efter sigende blank men havde også vist sig lidt langt ude i kastet, så dens reelle proportioner vil nok fortone sig i usikre spekulationer. Nuvel, et levende væsen havde markeret sin interesse for TFFs agn, så håbet blussede op på ny, selvom dagen gik på hæld. Vi valgte derfor at forlade fantomfisk og nøgenbadere på Broagerland, netop som SB samtidig smed det velkendte trumfkort i 11. time: Nybøl Nor ved Svinefarmen.

Det kan nogle gange føles lidt som snyd, når TFF fisker her i baghaven af Jankers og Esels barndom. Vi lader som om, vi med møje og besvær sparker en dør ind, som i virkeligheden står pivåben. Dette vil aldrig være en kritik men blot en konstatering af, at Nybøl Nor er og bliver et af kongerigets sikreste kystområder for havørredfangst året rundt. Punktum.

Som sagt, så gjort. 30 minutter efter ankomst til Svinefarmen har KB atter fat i fisk – klassisk fjordørred omkring målet, tjek. Endnu en halv time; SB lander målsfisk på flue – tjek. TFF kører på rutinen nu. Det er cruise control med kastearmen lænet ud af naturens vindue. Alt foregår ubesværet og i den velkendte og afslappede atmosfære, der kommer af, at vi nu endelig har fået hul på bylden. Dagen er reddet og vi fisker lydløst natten i møde med store smil på læberne. Før vi kort efter vender bilen retur mod Alnors kødgryder, messer Janker en spådom ud mod horisontens allersidste lys: ”Vi når SBs målsætning i løbet af i morgen…”

3 flasker rødvin, et væltet lokum og 9 timers søvn senere sidder TFF atter ved morgenbordet og indtager Malaysisk røvhulskaffe. Den smager på en måde af mere i dag. Mere rund og mere fyldig. Og så bliver den indenbords. Det er gode takter at starte 2. dagen på, så SB griber straks chancen og bedyrer et nyt hotspot: Vi skal atter til Broagerland. Er han mon blevet lokket af KBs sommerhusfisk fra i går? Er det nøgenbaderne, der trækker? Nej, det er et spot, der er helt nyt og dog så gammelt som selve det sønderjyske ørredfiskeri: Det er Kragesand – den allersydligste spids på Broagerland, hvorfra man fisker direkte ud i selve indløbet til Flensborg Fjord. Det er legendernes holdeplads. Det er her, enhver sønderjysk havørred med respekt for sig selv har huseret og drømt om fourageringstogter dybt inde i Flensborg fjord.

Vinden er perfekt, vandstanden er stigende, og septembersolen bader hele morgenen i et guddommeligt lys, da vi triller ind på parkeringspladsen som de eneste fiskere. Kan det blive smukkere? Kan det blive mere imødekommende? Janker må dog kort efter forbløffet konstatere, at han aldrig har mødt en større kontrast til dette skønmaleri, end da han frekventerer det muldtoilet, der ligger hengemt i krattet i det yderste hjørne af parkeringspladsen. I få uendelige sekunder er han indespærret i en 1 kubikmeter plastikkabine, som er overskidt fra gulv til loft: Næseborene vrider sig krampagtigt i ætsende urindampe, og en mindre hær af strandfluer sværmer om hele hans foroverbøjede krop som mikroskopiske kamikazepiloter, der bare har ventet på, at deres næste offer skulle træde ind i dette inferno af fækalier og pis. Fy for den lede. Et gammelt kinesisk ordsprog lyder, at når lokummet brænder, skal man bare tage en dyb indånding. Men lige her og nu er dette faktisk det værste, man kunne gøre, så i stedet forsøger Janker slet og ret at holde vejret, mens han febrilsk famler efter stropperne på sine waders, så de kan hæftes på plads i en allerhelvedes fart. Det er dog et foretagende, der er dømt til at mislykkedes, når man står med lukkede øjne og mund, og lungerne er ved at løbe tør for ilt. I dette øjeblik forbander Janker, at han absolut skulle tage en ekstra kop Luwak kaffe, for nu kommer regningen, og den er dyr. Krampagtigt lægger han an sende kaffe og morgenmad baglæns ned i det alt for lille hul i toiletbrættet, men det udvikler sig i stedet til en ren farce. Fluerne svirrer stadig mere intenst, lugten er rendyrket ondskab, og Janker er reduceret til arme, der fægter uhæmmet til alle sider, mens det langsomt sortner for hans bevidsthed. I et sidste anfald af panik og rent overlevelsesinstinkt er der nu kun én udvej; med en nærmest spastisk bevægelse kaster Janker sig sidelæns mod toiletdørens inderside og vælter ud af helvede på jord med sine waders halvt nede om anklerne og et bedende udtryk i det gasblå ansigt. Aldrig har han følt sig tættere på dommedag, og aldrig har han været mere ligeglad med sin fremtoning, mens han omtåget ligger på knæ i gruset og gisper efter frisk luft. Og alligevel er han kort efter dybt taknemmelig for, at der ingen andre er på parkeringspladsen i netop dette øjeblik.

Stadig en smule stakåndet får han rettet sin nyindkøbte Patagonia-beklædning på plads og trasker genoplivet ned mod kysten, mens han forsøger at skjule for omverdenen, at han netop har været gennem skærsilden.

Ankommet til spottet bemærker vi straks, at der er noget i gære. Det er måden, vandet skvulper nede i strandkanten. Måden, den lette pålandsvind kærtegner havoverfladen og skaber små krusninger, som afbøder septembersolens insisterende lys. Måden, den indtørrede efterårstang knaser tyst, når den bliver trådt under fode af vores waders, mens vi fordeler os til højre og venstre langs stranden. Ingen siger noget, men alle tænker det samme; det er nu det sker…

Hvad der udspiller sig de følgende timer er velsagtens et af de mest mindeværdige comebacks i TFFs historie – helt på højde med slutspurten på Reersø i oktober 2022, da en weekends fangstmæssig tomgang på smukke Røsnæs blev vendt fuldstændigt på hovedet i løbet af halvanden times bonanzafiskeri, og fiskene nærmest sprang på land af sig selv. KB er første mand på listen med en målsfisk og en undermåler samt én mistet. Alle tre står dog i skyggen af hans øjenvidneberetning om en møbelbanker, der går fri af vandet 3 meter fra land og 2 meter fra hans dirrende stangtop. KB står derfor stadig som støbt fast på pladsen en halv time og to Hornhecht senere, da SB melder ind med 45cm og hele tre mistede fisk – zag zag. Esel bliver kortvarigt distraheret af endnu en nøgenbader på vej ud mod pynten til højre for Jankers rædselstoilet men fisker insisterende helt ud til spidsen og bliver belønnet med en mistet ørred og en Hornhecht. Janker selv er gået til venstre ind i skoven for at søge bagom et par polske bundsnørefiskere, der sidder dovent henslængt på stenene og stirrer opgivende ud på fjorden. Janker kommer i tvivl, da han ser de desillusionerede østeuropæere. Nej, fortsæt nu bare, formaner hans indre stædighed. Vi skal ikke hjem, vi skal videre. På halvvejen skifter han dog alligevel mening og fisker i stedet tilbage mod p-pladsen. Vægelsind eller rettidig omhu? Det viser sig heldigvis at være den helt rette beslutning; i løbet af en time hiver Janker 3 fisk og mister en enkelt med den største på den gode side af 50cm. De tager alle indenfor 30 meter kyststrækning, og det viser sig ganske rigtig, da Janker efter hjemkomsten tjekker højvandstabellerne for Sønderjylland, at TFF helt efter bogen netop i de timer har fisket på stigende vand ved Kragesand. Alle fisk tager fluen enormt aggressivt, og dette bekræfter i efterrationaliseringens lys, at stigende vand bringer ørrederne på ædetogt på det helt kystnære vand. De cruiser ikke blot rundt på må og få, men er sultne og målrettede, når vandet stiger. Alene denne formiddag har således givet TFF 5 fisk over mål, én under, 6 mistede fisk, 4 Hornhecht og en nøgenbader.

Solen står nu højt på middagshimlen og selvom alle sagtens kunne have fisket et par timer mere er der også en tilfredshed i at kunne stoppe, mens legen er god. De rituelle håndtryk, præmieuddelinger og overdragelse af formandsstafetten følger, og det er med varme krammere og højt humør, at vi atter drager mod hver vores hjørne af Kongeriget for på afstand at planlægge næste tur i foråret 2024: Øland…

Således oplevet og nedfældet Janker