Årets sidste TFF-træf er nu vel overstået – endnu en gang med laks til holdet. Fantastisk flot SB!!
Referat:
Laksetur til Storå efterår 2017
Der er noget heroisk over efteråret.
Det er naturens kamp for livet.
Kierkegaard
Der var indkaldt til historisk laksebonanza langs Storå i weekenden d. 6.- 8. oktober. Formand KB havde allerede i planlægningsfasen mere end et halvt år forinden højlydt bedyret, at han garanterede mindst 4 fisk til TFF, når vi mødtes i denne efterårsweekend.
Besynderligt nok var der blandt de øvrige TFF medlemmer en blind tiltro til denne vilde spådom, selvom den samme forudsigelse for bare få år siden ville have været nok til at foreslå indlæggelse på den lukkede afdeling. Men da formanden i mellemtiden havde fanget op mod 20 laks fra selvsamme vandløb og desuden også havde publiceret sit første litterære mesterværk om laksefiskeri i Storå, måtte der vel være noget om snakken. Åen ville således være proppet med laks på dette tidspunkt, og den egentlige udfordring ville snarere være, hvor længe vi overhovedet orkede at blive ved med at fighte fisk på over meteren. Da weekenden nærmede sig, og DMI spillede os de første vejrprognoser i hænde, var formanden endda på nippet til at fordoble mængden af laks, vi ville fange. Sms-anekdoter om fangst af rekordfisk på selvsamme datoer sidste år tikkede derfor løbende ind på TFF-medlemmernes telefoner: regn var på vej og fiskene ville uden tvivl kvittere med en hugvillighed som hyæner foran en såret antilope. At give TFF to dages Storå-fiskeri i netop denne weekend var som at forære Dracula nøglen til Rigshospitalets blodbank. Et rent tagselvbord.
Dagen før afgang meldte Formanden desuden ud, at han og Mogens ville forlade koner og børn tidligt på dagen for at indlede et rekognosceringstogt langs åen i løbet af fredagen, så alt ville være klappet og klart til, at vi andre kunne skovle laks ind, så snart vi satte støvlerne på åbrinken lørdag morgen.
Spredt over resten af landet sad SB, Esel og Janker og fulgte desperat og længselsfuldt med i forberedelserne. Og hele fredagen kunne de velsagtens ses siddende på hver deres pind på arbejdet og nedstirre uret i håb om, at tiden ville gå bare lidt hurtigere, så også de kunne drøne mod det forjættede land i vest. Et land der i dette øjeblik antageligt flød med laks og honning og nøgne damer. Aldrig har Janker forladt sin arbejdsplads så hurtigt som netop denne fredag eftermiddag, og aldrig er en 10 år gammel Skoda Fabia blevet skamgasset så hæmningsløst fra Hadsten til Holstebro: Iphone-Gps’en koblet til, kursen sat mod Nauer Bæk, bly i højre fod og en hakkende Johnny Madsen for fuld volumen. Hvis han kørte stærkt nok, ville han formodentlig kunne nå en halv times fiskeri allerede fredag aften – og en hurtig udregning iblandet de bemeldte fiskeforhold sagde ham, at det altså sagtens kunne nå at blive til 2-3 laks!
1,5 time senere meldte Gps’en, at destinationen var nået. Mens Johnny Madsen råbte og skreg, sad Janker nu bag rettet i den overophedede Skoda og stirrede undrende ud gennem forruden. Hans blik mødte en mudret markvej i ingenmandsland. Her var hverken laks, honning eller nøgne damer. Til gengæld fik han øje på en hidsigt brummende gaffeltruck belæsset med hegnspæle, som resolut bakkede målrettet hen imod ham, parkerede demonstrativt på tværs af stien og nu bevidst spærrede vejen tilbage. Ud af trucken trådte derpå en behåret vestjysk mand, mere mudder og kedeldragt end menneske, hvis ansigtsmimik ikke var svær at afkode. Tøvende rullede Janker vinduet ned, og der var stille i to meget lange sekunder…
Så åbnede gabet sig i bondemandens forvredne ansigt, og op fra dybet af den ildrøde hals skød kaskader af krænkende gloser og forbandelser. Den på alle måder ensidige verbale udveksling, der udspillede sig her i ti sagesløse minutter på en vestjysk mark, fortjener ikke at blive gengivet noget sted. Blot skal det nævnes, at alt imens de verbale ydmygelser ubønhørligt tævede løs på Jankers forsvarsløse og blege ansigt, rungede Johnny Madsens tilrøgede vokal ud gennem de skrattende højtalere – nu som det perfekte soundtrack til Jankers sindsstemning: ”… men jeg vil hellere sidde i en rumkabine…”
Da han tre kvarter senere end planlagt, og nu i sneglefart, trillede ind på parkeringspladsen ved Nauer bæk, var det allerede blevet mørkt, og håbet om at nå det sagnomspundne aftentræk ved hængebroen måtte opgives. Det kunne imidlertid også have været det samme, for det første der mødte Jankers øjne, da de havde vænnet sig til det vestjyske mørke, var, at han måtte være kørt forkert igen: foran ham flød nemlig ikke en smuk klukkende å men en brusende altfortærende flom. Det havde regnet uafbrudt i 3 dage på disse kanter, og de kolossale mængder vand, der var faldet, skulle nu presses ned gennem den smalle rende, der udgjorde Storåens snoede løb fra Vandkraftsøen til udløbet i Nissum Fjord. Derfor befandt selve vandoverfladen sig nu hele 2 meter over normalen og efterlod – for anden gang på én time – Janker med følelsen af hellere at ville opholde sig i en rumkabine. At tænke sig en efterårstræg hanlaks stige mere end 4 meter fra bunden af en uigennemtrængelig strøm af mudder for at klappe kæberne om en flue på størrelse med et nossehår, var som at forestille sig William Kvist blive valgt til årets danske fodboldspiller: meget svært.
Kort efter brød lyset dog frem i form af to pandelamper iklædt to vuggende skikkelser, som kom traskende henimod Janker opstrøms hængebroen: Formand KB og hans tro væbner, den nyligt omvendte spinnefisker Mogens Haldager. Mogens var indkaldt pga. sin fortid som hæderkronet vandpolospiller i tilfælde af, at de stride vandmasser skulle forceres på utraditionel vis.
Esel havde desværre måttet melde et trist afbud i 11. time, men han må trods alt have nået at give SB et par dessiner med før deadline i kraft af sin fortid i militæret, for SB viste sig at være selve legemliggørelsen af ’rettidig omhu’ i denne weekend. Uanset hvad der var brug for; en overlever? en strateg? en indpisker? en teltrenser? en morgenvækker? så tonede det frem i skikkelse af SB. Alt hvad TFF fik brug for i de kommende to dage manifesterede sig i én og samme krop. Altid på vagt og altid forudseende. I hans pas står der SB, men i ånden er der mejslet et ’BS’. Søren kunne derfor også fluks efter ankomst præstere et 12-mands tipitelt med rigelig plads til hygge og udluftning. Og da ordet ’tidsspilde’ ikke eksisterer i SBs vokabular, blev teltet rejst på under 3 minutter og maden indtaget på endnu kortere tid. Et par Fernet Branca til at afstemme forventningerne til fiskeriet og til at søsætte morgendagens planer satte det sidste punktum for dagen, og de 4 mand sov som små englebørn dagen før juleaften – alle med en forventning om gaver pakket ind i sølv…
Kl. 6:00 lørdag morgen var der mørkt og koldt ved Nauer Bæk.
Kl. 6:15 var der kaffe på kanden og Fernet i bægeret.
Kl. 6:30 begyndte det at regne.
Kl. 20:00 stoppede det igen.
I den mellemliggende periode druknede Vestjylland. Da TFF således vendte gennemblødte tilbage til lejrpladsen om aftenen uden så meget som at have hørt om et bid den ganske dag, lurede overraskelsen lige om hjørnet. Lige derhenne hvor tipien havde stået så stolt og strunk om morgenen, lå nu en udendørs swimmingpool omkranset af 8 teltpløkke. Jorden under græsset havde tilsyneladende været så mættet af vand i forvejen, at den ikke længere var i stand til at absorbere mere væde. Formanden tav, Mugge skreg en lydløs bøn til sin foldemadras inde i teltet, og SB drejede bevidstheden over på ’BS-mode’. Kun Janker kiggede lettet ind på bagsædet af sin Skoda, hvor han som den eneste havde opmagasineret sin foldemadras i tørvejr, inden fiskeriet var blevet påbegyndt om morgenen. Men alt imens tankerne hos Janker endnu engang gled hen på rumkabiner og varmere himmelstrøg, piskede SB – den sønderjyske hvirvelvind af en rengøringsmaskine – dog rundt på tipiunderlaget som gjaldt det et duelighedstegn på en stroppetur. Og før Mogens kunne nå af dissekere Haribo-dåse nr. 2 og Formanden kunne nå at fotografere en sjælden larve, kunne man atter gå tørskoet i land i tipien igen.
Det var fire mørbankede og gennemblødte mænd, der den nat lagde sig til at sove på en uhellig cocktail af bristede laksedrømme og Fernet Branca. Men selvom fiskeforholdene havde været under middel, var optimismen og humøret stadig langt over niveau, og de sidste ord, der ramte Jankers ører, før han drev ind i søvnens omsorgsfulde favn, var som altid Formandens messende bøn: ”Det skete på 2. dagen…”
Kl. 5 vågnede TFF med istapper hængende over hovedet. Udenfor var der mørkt og koldt som i en brøndgravers røv. Der havde i løbet af natten været et vejrskifte, så de regntunge skyer var blevet fordrevet af en koldfront med tilhørende opklaring. Som resultat heraf var jorden bundfrossen og morgenhimlen så stjerneklar, at man ville have kunnet se bagsiden af Jupiter med det blotte øje, hvis ikke det havde været for det slørede Fernet Branca syn. Og da den første lysning skød frem i horisonten som en stribe af rødt og guld, og dampen fra friskbrygget kaffe steg til vejrs og blandede sig med disen fra Storåen, bredte smilene sig ved Nauer bæk. Janker havde aftenen forinden bekendtgjort, at hans eneste reelle chance var at forsøge sig i Lunden helt oppe ved vandkraftsøen, hvor han vidste, at åen var bredere, mere lavvandet og trak stærkere i fluelinen. Op ad formiddagen deltes gruppen derfor inde ved Kvickly. SB og KB valgte at fiske i midtbyen med tanke på Kvicklybagerens søndagstilbud og det kærkomne toilet, mens Janker fik lokket Mogens med til Lunden, hvor de sidste år havde observeret og mistet fisk.
Det var en helt anden fornøjelse at gå rundt langs åen denne dag. Vinden havde lagt sig, regnen var forsvundet og solen varmede de forfrosne fingre og tæer. Egetræerne på skråningerne ned mod åen frembød de mest fantastiske efterårsfarver og dannede en uvirkelig smuk kulisse til de kommende timers fiskeri. Også vandforholdene så overraskende fine ud ved Lunden, og strømmen trak fluen smukt tværs over åen og gjorde kastene ubesværede og fornøjelige. Inden længe befandt Janker sig derfor også i fluefiskeriets trancetilstand. Den tilstand, hvor livets bekymringer og dagligdagens eksistentielle bump fortoner sig som ubetydeligheder i det fjerne. Den tilstand, hvor alle trivialiteter glemmes, og det eneste, man fokuserer på, er, om man kan få sin lille hjemmebundne flue til at lande 10 cm tættere på modsatte bred i næste kast. Da opstår den ejendommelige og attråværdige tilstand af sjælefred, som kun opleves i glimt, men som altid er kendetegnet ved det samme: at man glemmer sig selv og bliver ét med omgivelserne.
Mens de fleste ville kunne sige sig selv, at Jankers dagdrømmeri ikke kastede mange fisk af sig, så var det mere nærliggende af satse på, at Mugges strategi ville bære frugt. Mens Janker således vimsede rundt på åbrinken med et saligt smil, tydeligvis ude af stand til at fange noget som helst andet end den næste strøtanke, havde Mogens en langt mere disciplineret tilgang til formiddagens strabadser. Han havde derfor valgt at helgardere sig og medbringe både spinne- og fluestang, som han vekslede imellem med samme frekvens som SB og KB løb mellem Parkeringspladsens vand og bagerjomfruerne inde i Kvickly. Det betød imidlertid ikke, at hans fiskeri var usammenhængende og flagrende. Snarere var det et tegn på en helt særegen fynsk tilgang til laksefiskeri, som i øvrigt minder en hel del om børneopdragelse i Nordkorea; laksen skal helst præsenteres for samme agn mindst en halv time i træk, indtil dens naturlige forsvarsværker er så gennemhullet af samme gentagende mønster, at det slår klik, og hjernevaskningen er fuldbyrdet. Da kan alt lade sig gøre. Laksefiskeri er ifølge denne strategi blot et spørgsmål om at vide, hvor fisken står og derefter bombardere den med agn og tålmodighed. Mere end at være en snedig og udspekuleret plan om at overliste en kyndig og snu modstander, er det et spørgsmål om udholdenhed. Hvem knækker først?
Og som sagt, så gjort. Efter at have kastet sin Condom spinner 2000 gange over imod den samme standplads hang Mogens’ arm i laser. Ingen kraft, ingen energi og ingen entusiasme var tilbage. Alligevel føg spinneren afsted en sidste gang. Og bang! Pludselig var der flex på klingen, og en gnist tændtes dybt inde i Mugges’ trætte korpus. Fra 0-100 på et splitsekund og han var i fuldt kampberedskab. Idet laksen flåede line af hjulet og skrællede huden af hans tommelfinger, som famlede febrilsk på spolekanten, gispede lungerne et tungt råb om hjælp i retningen af Janker, der dog stadig traskede fuldstændig paralyseret rundt i sit eget indre univers. Mugge hylede og skreg af lige dele fryd og ængstelse. Ninjaen var vågnet fra sin slummer, og som fugl føniks fløj han henover åbrinken i hælene på den laks, der skulle redde hele hans ære. Alt skulle kulminere lige nu. Strategi og viden, udholdenhed og års opsparede forventninger havde ventet på at blive forløst i disse sekunder. Et svagt ekko af Mugges skingre hyl trængte omsider igennem Jankers zen-agtige bevidsthedshylster, så han kort plirrede med øjnene og drejede hovedet. Han nåede lige akkurat at bevidne tragedien: laksen slap sit tag i spinneren, og linen faldt tilbage i en alt for blød bue…
Selvom Mogens stod med ryggen til, kunne alle se, hvordan den arme fynbos ansigt vred sig i lydløs smerte, mens hans verden gik under. Dette var hans Waterloo. Sekundet efter tikkede en sms ind på mobilerne og blotlagde et billede af SB, der samtidig havde landet en gudesmuk 90cm laks fra Kvicklys spildevandskanal inde i midtbyen. Mugge bøjede nu sin forpinte krop ind over telefonskærmen, læste beskeden og så på billedet. Hans øjne flakkede, og der blev stille som graven nede i Lunden. Kun Janker, der stod 10 meter fra den knækkede mand, kunne høre en sær knasende lyd. Det var lyden af en damptromle, der i dette øjeblik kørte henover Mogens Haldagers sjæl.
Inde i midtbyen var der derimod vild jubel og lettelse. I den seneste time var de to wadersklædte gutter, SB og KB, på skift løbet i pendulfart mellem Kvicklys bagerafdeling, kundetoilettet og den brune strøm i baghaven. Og netop da KB var på vej ud fra klosettet for 4. gang, stadig med en kanelsnegl hængende i mundvigen, hørte han et umiskendeligt kampråb ude fra afsatsen bag butikken. En laks havde i febervildelse kastet sig over SBs spinner og havde som den eneste formået at få SBs tanker hen på noget andet en endnu en brunsviger. Selvom SB var ved at være en dreven laksefisker, vil ingen fight imidlertid være ens, og et længere tovtrækkeri tog sin begyndelse. I den næste halve time smilede strømmen af forbipasserende søndagsgæster i Holstebros midtby ved synet af den komedie, der udspillede sig nede på afsatsen: KB der dansende rundt med en halv kanelsnegl i ganen forsøgte at dirigere slagets gang fra sidelinjen med krummerne sprøjtende ud af munden, mens SB på drevent sønderjysk ligeså ihærdigt prøvede at overbevise Formanden om, at han skulle dirigere mindre og fokusere mere på at finde en egnet landingsplads. Desværre har afsatsen bag Kvickly aldrig været tænkt som en sådan, så selvom KB lå fladt på maven og strakte hele sit lange legeme til bristepunktet, var tailing per hånd ikke det mest oplagte netop her. Så fighten trak stadig ud. Men laksen havde nu efterhånden siddet på krogen i umindelige tider, og i et pludseligt anfald af desperation resignerede den, vendte bugen i vejret og lod sig kane ind til bredden, hvor KBs bjørneklo ventede på dens livløse krop. 1 times genoplivningsforsøg senere havde den dog genvundet kræfterne og kunne fortsætte sin videre færd mod gydepladserne. Tre minutter senere modtog bagerjomfruerne vist nok endnu en bestilling på to wienerbrød…
Da Holstebros kirkeklokker kimede ind til søndagsmesse kl. 13 stod de fire helte atter forsamlet inde i byen. Kaffe, smil og glædestårer blev delt, og den rituelle overdragelse af formandspokalen fandt som altid sted i opløftet stemning. SB havde igen vist sit værd som betvinger af alle mulige forhindringer og ikke mindst som laksefisker og tipiguru. KB havde i egenskab af Formand ofret hele sin opsparede Storå-erfaring og familiegoodwill på at planlægge en dristig laksetur under forhold, der kun kan gå over i historien som TFFs forsøg på at bestige Alp d’Huez på en trehjulet cykel. Janker havde lært en vigtig lektie om aldrig at stole fuldt ud på sin Iphones Gps-system, at livet er mere end selvforglemmelse, og at han også fremover altid skulle huske at pakke foldemadrassen ind i bilen om morgenen. Mogens Haldager, den fynske torpedo, havde atter demonstreret, at det er bedre at gå all in end slet ikke at gå. Med en naiv begejstring over fangsten af en aborre og en stålsat attitude om, at det jo altid kan lykkedes i næste kast, kan en tur i hans selskab aldrig mislykkes.
En lystfiskers liv bliver ikke målt på mængden eller størrelsen af de fisk, han har fanget, men på hans holdning overfor alle dem, han mistede.
Således oplevet af Janker ved Storå
Oktober, 2017