Opvarmning
I Kristi Himmelfartsdagene 2016 udspillede der sig langs Storåens bredder det, man i moderne fodboldjargon kender som ’a game of two halves’. To diametralt modsatte dage, hvor de indledende skuffelser og frustrationer blev skiftet ud med jublende glæde og forløsning. Og lad det være sagt med det samme; formand KB havde i dén grad valgt at iføre sig anførerbindet og lede tropperne gennem to hæsblæsende dage…
Det startede allerede to måneder før, at kampen skulle afvikles med et veritabelt bombardement af stadigt mere febrilske mailkorrespondancer udgående fra Odense, hvorved formanden egenhændigt formåede at kortslutte adskillige indbakker hos de resterende holdkammerater fra TFF. Det var logistikken der drillede, og formanden måtte ty til al sin taktiske snilde for at klemme nogle tidspunkter ud af kalenderen, som muliggjorde et fuldgyldigt TFF-træf. Det lykkedes, og startfløjten skulle lyde torsdag morgen på selve Kristi Himmelfartsdag med Storåen som kampplads.
- Halvleg
Da SB havde lejet sig selv ud til deltagelse i et fødselsdagsmaraton om torsdagen, og Janker og Esel ikke kunne arrivere hos Gårdmutter før op ad formiddagen, lignede det en vanskelig start for Formanden, og en defensiv taktik syntes at være det mest åbenlyse udgangspunkt. Men når holdets stamspillere ikke møder op til kampstart, må enhver anfører være snarrådig. Og formanden lod da heller ikke noget tilbage at ønske i den henseende. Han havde således på forhånd scannet transfervinduet for billige alternativer – og heureka! Det lykkedes ham at fremtrylle en decideret supersub i form af ingen ringere end ”the artist formerly known as Vaniljeguruen” (rygtet vil tilmed vide, at han faktisk kunne købes for en slik).
Nuvel, de to fynboer havde besluttet sig for at stå op, før HC Andersens genfærd var gået i seng, og kl. 4 om morgenen kunne søvndrukne solsorte ses flyve forskræmte op til alle sider langs de fynske vejrabatter, da en fuldt læsset skrammelkasse af en bil kom tordnende forbi på motorvej E20 i en dunst af vingummi og laksefeber. Ild i øjnene og koffein i blodet gjorde tanken om fartbegrænsninger ganske overflødig, for der var laksevand på radaren.
Janker og Esel valgte derimod – ligesom på resten af fisketuren – at sove længe og starte i et mere adstadigt tempo. Med tanke på, at man snart runder 40 år, lød Jankers velkendte diktum givetvis endnu tydeligere i baghovedet på de to rutinerede og trætte fædre: ”Det vigtigste i laksefiskeri er pauserne.”
4,5 time senere, nøjagtig kl. 8:54 kunne Janker derfor roligt hoppe af på perronen i Struer og gnide den sidste rest af søvn ud af øjnene. Og det første, han så, var Gud. Eller rettere, et syn for guder: Blandt de morgendvaske togpassagerer og vestjyske hundeluftere stod Formand KB således 300 % koffeindirrende klar og havde med sin blotte fremtoning forvandlet perron nummer 1 til en egentlig lystfisker catwalk. Iført den komplette KB-kampuniform bestående af utætte waders, hullet net, TFF kasket og et smørret grin stod den to meter høje Rapala-reklame af en formand i solen og trippede af spænding, mens han med ordene snublende over tungen fortalte et kortfattet resume af morgenens fiskeri. Et fiskeri der for Janker var nøjagtigt ligeså forudsigeligt, som Formanden syntes, at det var uforståeligt: ingen fisk.
På vej mod fiskevandet med den nytilkomne centrale angriber, hvis fornemmeste våben var en ubændig tro på sine egne hjemmelavede zonkerfluer, lod Esel pludselig høre fra sig. I sin venstre hånd mobilen og dybt under højre fod en gaspedal flåede Donkeykong i dette øjeblik asfalten op på det nyanlagte tredje spor henover Vejlefjordbroen – blot 25 minutter efter at have forladt kone og barn på Solbakken i Gråsten. Selv ikke Usain Bolt ville kunne stille noget op imod en veludhvilet Esel med lakseånde…
Slyngningerne ved Gryde Å var første halvlegs udgangspunkt. TFFs transferjoker var ikke at se i miles omkreds, men et svagt spor af vingummi i græsset ned mod Gryde å’s udløb afslørede hans færden som også Hans og Grete havde tilkendegivet deres ’whereabouts’ i Brødrene Grimms skæbnesvangre eventyrfortælling. Janker listede ned mod vandet med fluekæppen under armen og koncentreret åndedræt. Det gjaldt om at få pulsen ned, inden slaget skulle stå. Pulsen røg dog ikke ned men op. For anden gang på kun få timer stod Janker nemlig atter over for det guddommelige. Denne gang en laksegud i form af Torben Tinggaard, der i tidligere sæsoner netop havde ledt TFF på sporet af storsejr langs Vestjyske strømme. Torben lignede imidlertid ikke nogen helligdom men snarere en omtumlet havskildpadde, som han lå dér dovent på brinken med en tom dåsebajer ved sin side og plirrende med øjnene. Rullende akavet rundt i græsset mindende Danmarks ubestridte lakse-connoisseur mere om det, han rent faktisk var efter en måneds uafbrudt fiskeri uden så meget som at have set skyggen af et lakseskæl: en slagen mand. Modløs, småberuset og så afkræftet og træt, at han kunne have sovet på en kødkrog.
I den tilstand var der hverken mange opløftende bemærkninger at give eller modtage, og mens ordene blev færre og færre og sukkene dybere og dybere, steg temperaturene mere og mere. Torben havde på 28 non-stop fiskedage blot formået at rejse én sølle strømgedde, og man kunne under hans fåmælte beretning mærke et lille stik i hjertet af at tænke på den kranke skæbne, der dette forår var overgået landets lakseprotektor nummer et. Humøret var tydeligvis i bund og udsigterne grangiveligt triste. Så barskt kan laksefiskeri også være.
Janker listede forsigtigt væk, inden en dyne af tungsind ville indeslutte ham, før han overhovedet havde lagt sit første kast ud over vandet. Solen strålede, træerne grønnedes og foråret tvang fuglene til at synge af deres hjerters fulde røst. Det var decideret skønt at stå der med rindende vand foran sig og med varme i nakken og bare suge livets vorden og naturens opvågnen til sig. Men i baghovedet var kimen til tvivl og mismod blevet sået. Var der ingen fisk, stod vi og kastede ud i tomheden til ingen verdens nytte andet end at være ofre for solens skadelige UV stråler og familiemedlemmers hånlige bemærkninger, når vi givetvis ville vende tomhændede hjem om et par dage? Var vi for tidligt på den, var vejret for godt? Når man fisker laks, kan man altid regne med, at tvivlen står forrest i køen af bankende fornemmelser.
Men humøret var heldigvis aldrig dårligere end, at et stort smil snart kunne brede sig ved gensynet med Esel, der netop var ankommet og lå godt kammufleret blandt de allestedsnærværende får, mens han febrilsk forsøgte at lirke et par vingummier ud af formandens medbragte ½ kilos pose. Dog skulle der graves uendelig dybt for at finde noget som helst, for det var som om, at den 22 grader varme forårsluft havde fået indholdet af posen til at fordampe. Men som det forholder sig med de fleste af livets store gåder, eksisterer der oftest en helt naturlig forklaring på de mystiske hændelser. Og i dette tilfælde kom forklaringen gående henne fra Gryde Ås udløb…
Dagen var som nævnt præget af SBs fravær i holdopstillingen, så selvom TFF havde købt sig til en fuldgod erstatning, kan det altid mærkes på spillestilen, når man skifter en målmand ud med en højre wing. Resten af dagen var således præget af en række uheldige hændelser, der, når de lægges sammen, kunne ligge en overtroisk tydning nær; hvilede der mon en forbandelse over TFF i fraværet af holdets hurtigspisende maskot fra Dybbøl? Det var under alle omstændigheder bemærkelsesværdigt, at KBs waders pludselig mimede Torbens tidligere dunkle forudanelser ved at lade den ene fodsål falde af. Og kort efter blev frokostpausens ellers gode stemning prompte afbrudt af en hidsigt ringende mobiltelefon i jakkelommen på Torben. Det var et opkald fra parkeringspladsen. Esels bil var tilsyneladende fejlparkeret 5cm, hvorfor han måtte gå den tunge vej retur til bilen og modtage det, der vel bedst kan beskrives som en verbal strap-on dildo i fjæset. Tunge trusler om konfiskation af fiskekort og et års fiskekarantæne føg gennem luften, og kun en snarrådig Esel reddede sig selv fra at modtage det røde kort og en enkeltbillet til brusekabinen. For en kort bemærkning var han således atter sønderjyde og ikke københavner J.
For ikke at miste den sidste rest af værdighed valgte TFF hurtigt at fortrække til en anden fiskeplads, denne gang strækningen ved Bur bro, der jo vakte gode sølvblanke minder. Men gode minder gør det ikke alene. De forudgående uheld viste sig nemlig kort derefter at have været et skæbnesvangert varsel, der blafrerede dunkelt i horisonten i nærheden af Bur Kirke… for én ulykke kommer, som bekendt, sjældent alene.
Holdet ankom ellers med fornyet energi til ”SBs hul”, som strækket så malerisk kunne beskrives, og Formanden havde nu så meget ild i støvlerne, at hælkappe nummer to nær var røget af. Så hurtigt var han ude af starthullerne, og de resterende holdkammerater nåede vel kun lige akkurat at ænse Fyns svar på en OL-kapgænger, da han halvt løb/halvt humpede over mod ’sølv-pladsen’. Denne gang, og til de flestes overraskelse, var han tilmed armeret med sin nyerhvervede femdelte Zpey Zero to-hånds dildo af en fluekæp – nu skulle formanden træde i karakter!
Der fulgte derpå en kort men hektisk periode for KB, hvor en hel dags ophobet potentiel energi åbenbart skulle forløses inden for blot 15 minutter i form af en kinetisk energiudladning af episke proportioner. Således blev samtlige retningslinjer og anvisninger indenfor klassisk to-hånds fluekast udfordret i et sandt inferno af flagrende armbevægelser og en flueline, der smældede i luften som en læderpisk over rygstykkerne på en hjælpeløs fange i en afghansk kælder. Ikke ét sivstrå stod tilbage på brinken, og ikke én kvadratcentimeter af åens vandspejl skulle forblive uberørt, mens KB ubønhørligt torturerede sine omgivelser med sin nyfortolkning af to-hånds kasteteknikken. Men pludselig blev der stille. Helt stille. Og kort efter trådte Formanden så frem gennem støvskyerne med fråde om munden. Sveden drev fra panden, og med gispende åndedræt kunne den før så ranke mand derpå ses traske duknakket tilbage over den maltrakterede åbrink. Nu med en seksdelt fluestang…
Janker havde i mellemtiden givet sig 100% hen til sit eget lakse-pause-diktum og sad og bællede bajere, mens han til sin store forbløffelse kunne se William Kvist afgøre dagens pokalfinale med dennes hidtil eneste vellykkede boldberøring i karrieren. Kampen endte 2-1 til FCK over AGF.
I den anden af dagens vigtige kampe stod der efter første halvleg foreløbig 1-0 til Storå vs. TFF…
Pause
Mørbankede og forpinte gik TFF i omklædningsrummet ved denne lidet opmuntrende pausestilling. Der var betydeligt stille hjemme hos Gårdmutter denne aften. Kun lyden af Janker, der krøllede endnu en tom dåseøl sammen, kunne af og til høres og afslørede samtidig, at han fortolkede den skammelige pausestilling som et resultat af ujævn væskebalance, som han i øvrigt gjorde alt for at udligne resten af aftenen. Esel sad samtidig tavst foroverbøjet over en forkullet grillpølse, mens han gumlede i et stykke discountflute, som tyggede han drøv på Amager Fælled. Formanden traskede hvileløst rundt i stuen og mumlede for sig selv, som en ung Otto Rehhagel der indædt grublede over, hvordan han kunne få vendt kampen, nu hvor modet var i bund hos alle. Der hang kort sagt en dyne af tvivl i luften. Og midt i al den monotone stilhed, tænkte alle det samme; havde Torben haft ret? Var der fisketomt i Storåen? Havde skarven mon fourageret i vinterpausen? Var vi ikke forberedt godt nok? Var TFF simpelthen ikke gode nok?! De forpinte panderynker blev langsomt til nedadvendte mundvige. Smilebåndene transformeredes til sprækker af mistro.
Men midt i den pauvre stemning hørtes den fjerne klang af Leonard Cohens opmuntrende strofer: ”There’s a crack in everything, that’s how the light gets in. That’s how the light gets in.” Men det var nu egentlig ikke lyden af den gamle canadiske crooners berømte ord, der fik vendt stemningen. Det gjorde derimod den knitrende lyd af fynske pølsefingre, som i ly af tungsindet og i al ubemærkethed forsøgte at lirke en sidste vingummi ud af en for længst tømt pose, mens deres ejers øjne kiggede uskyldigt den anden vej… Lattermusklerne forblev således ikke utrænet denne aften. Og latteren forstørredes kun af, at Esel højlydt fantaserede om, hvordan også SBs ringmuskler ville blive ’trænet’ i den forestående nat, når sidstnævnte dukkede op og ville få serveret skamgasset ”grillpølse” i gydegruset ude på gårdspladsen.
Og netop som latterbrølene forplantede sig i lokalet, blev stalddøren ud til gårdspladsen flået op og ind marcherede Sønderjyllands første og eneste forsøg på at klone en kroatisk tennisspiller ved navn Goran Ivanisevic. Esel tav, Janker fik øllet i den gale hals, og Otto Rehhagel griflede ikke længere i sin imaginære notesbog. Man kunne have hørt et knappenålshoved eller en glemt vingummibamse ramme jorden i dette sekund. Høj, mørk og mystisk stod han der i stalddørsåbningen og mindede med sin blotte tilstedeværelse alle om, at miraklernes tid endnu ikke var helt forbi. En hel ny energi og stemning af optimisme spredte sig med lynets hast, og før Esel havde nået at samle underkæben op fra tallerkenen og gumle videre i sin grillpølse, havde SB allerede fortæret, hvad der svarede til to måltider. Her var ankommet en mand med en klar mission: Æd til du revner, drik til du segner eller fisk til du knækker. Summa summarum – kæmp med alt hvad du har i dig indtil allersidste slutfløjt!
Hvis 1. dagen havde udgjort den elendige første halvleg i en trøstesløs fodboldkamp på en regnvåd dag i Stoke, da var det opskriften på den perfekte pause-peptalk, der i dette øjeblik udspillede sig i de gamle staldbygninger få kilometer uden for Holstebro. Fuldstændig opgejlet af SBs ankomst og nådesløst beruset af øl og Fernet Branca var der nu ingen grænser for den revanche, holdet ville tage i 2. halvleg. Stemningen var vendt totalt, den velkendte TFF-jubeloptimisme var returneret. Forventningerne var på få timer skiftet fra drømmen om blot et enkelt KB-hug til himmelråbende urealistiske bud på morgendagens fangster.
I takt med det tiltagende storhedsvanvid, der nu nærmest drev ned ad væggene, havde presset imidlertid også vokset sig tilsvarende stort på Formanden. Men som de siger i fagkredse: ”Pressure makes daimonds…”
- Halvleg
Det blev en uvant rolig nat. Kun lyden af en skvulpende vingummibamse på en overdimensioneret luftmadras hørtes af og til. SB, KB og holdets gæstestjerne havde aftenen forinden bedyret, at den stod på tidligt morgenfiskeri. Janker derimod, havde ikke forpasset nogen chance til vedvarende at minde alle om, at det tidlige morgen-hurlumhej ville give bagslag senere på dagen, når der var brug for udhvilede muskler og friskt sind, og han havde ikke haft svært ved at overbevise Esel om, at fridage var skabt til at sove længe. Pauserne var som bekendt det allervigtigste i laksefiskeri.
Men selvom en løgn ofte bliver til sandhed, hvis den gentages længe nok, foldende Jankers lakse-pause-diktum sig denne gang ud som det største selvbedrag i Holstebros nyere historie. Aldrig er en enkelt mands fiske- og livskodeks blevet gjort mere til skamme end denne morgen. Som et lyn fra en klar forårshimmel slog virkeligheden med ét hug ned i Jankers Fernet Branca-indhyllede bevidsthed. Iklædt hovedpine og dårlig ånde stod han således i køkkenet og fyldte ovnen med discount-rundstykker, da han kl. 8 nær havde fået trommehinderne blæst ud af øregangen! Et bilhorn i bund og nystrøget grus, der detonerede til alle sider ude i gårdspladsen, var årsagen. Fuldstændig omtumlet og usikker på, hvad der i dette øjeblik var hoved og røv, men alligevel kløende sig i begge dele, skimtede Janker 3 euforiske mænd, der sprang ud af bilen, mens de med armene i vejret bekendtgjorde, at morgenstund havde sølv i mund! En lynscoring af SB og stillingen var pludselig 1-1. Fornyet håb og kampgejst bredte sig som en steppebrand ved morgenbordet, og 74cm smukkere end smuk lå nu og ramlede rundt mellem tomme dåseøl i bagagerummets plastikbakke.
De 3 frontløbere havde været blandt de allerførste ved Gryde å denne morgen. Strækket var blevet fisket af i 2 timer, da sulten i mere end en forstand var begyndt at melde sig hos SB. Og netop som Formanden havde tændt sit kamera og var begyndt at filme close up af SBs skridtbevægelser og kasteteknik, tog denne et sidste opstrøms kast ind under et klassisk udhængende træ… Bang! Laks! Kongen af Storåen var vendt tilbage med et brag. Og også KB trådte nu i karakter som Formand: han skiftevis fumlende rundt med sit kamera og dikterende SBs landingsstrategi, så man skulle tro, at det var første gang, SB overhovedet holdt en stang i hånden og KB et kamera. Begge dele rystede. Og der var sandelig noget aparte ved den måde, hvorpå SB valgte at holde laksen; aldrig var der mere end 30cm fra fisken til stangspidsen, og jo mere insisterende KB blev i sine anvisninger på at give mere line, jo mere strammede SB linen op. Måske var det godt nok, at der ikke var andre tilstede ved åen så tidligt denne morgen, for de ville helt sikket have undret sig ved synet af Dupont og Dupont, der begge stod og gjorde det diametralt modsatte af, hvad de hver især bad hinanden om: KB bad SB slække på linen. Den blev strammet. SB bad KB om hjælp, og KB fumlede i stedet med sit kamera. Det hele kunne let være endt i en tragedie, der ville være den græske mytologi værdig, hvis ikke det havde været for én mand. Den ene person, som stedse står klippefast og urørlig inde i skyggen og skuer køligt og beregnende ud over sine omgivelser. Altid ventende, altid beredt. Klarsynet og med en reaktionsevne som en Ninja havde han indtil videre holdt sig i baggrunden. Nu smed han omsider masken – og hæmningerne. Hans øjeblik var kommet. Mens lakse-posturet stod på nede ved åen og truede med at udvikle sig til en ren farce, satte han kroppen i bevægelse. Der var ingen vej tilbage nu. De to fumlefingre med kameraet og stangen ænsede intet, før han allerede havde materialiseret sig i vandkanten to meter under dem. 50% vingummi og 50% elitesoldat fra frømandskorpset. Og et hundrede procent mangedobbelt Danmarksmester i vandpolo! Det var lige nu, i dette øjeblik, at Formandens supersub skulle vise sig at være alle investeringer værd. Før SB og KB kunne sanse situationens alvor, havde Fyns svar på Chuck Norris således firet sig selv resolut ned i åen og med hænder som en trefork grebet laksen om halen med en manøvre, som selv Kong Neptun ville have bifaldt. En sand helt kendes hverken på sit navn, sin rang eller sit ry – men på sine gerninger. Og således Det fynske fantom håndlande SBs laks, før Janker og Esel endnu havde nået at ’prygle fajancen’ på Gårdmutters badeværelse.
Senere på formiddagen florerer rygterne langs åen om, at der er landet indtil flere laks og set fisk rykke på sig. Sådanne historier skærper altid ens fokus, og det er som om, naturen hvisker til én fra kanten af bredden: ”måske er du den næste, der mærker fisk?!”
Netop disse tanker summer rundt i Jankers overophedede hoved, da hans telefon ringer kl. lidt i 12. Det er en stakåndet KB, der nærmest pruster sin desperation ind i telefonrøret: ”Jeg har lige mistet en kæmpe fisk!” Derpå starter han på en længere beretning om, hvordan laksen huggede på Formandens blink og sendte ham ind i himmelen og helvede på 10 minutter. Fortællingen kunne let have fortsat i timevis, hvis ikke Janker havde været snarrådig nok til at bemærke, at hans mobil var ved at løbe tør. Der skulle jo, bemærkede han lettere ironisk, gerne være strøm tilbage, hvis KB fangede én senere…
Janker lusker nu roligt rundt i nærheden af ’Telefonledningerne’, som Torben tidligere har udpeget som en klassisk standplads, da der med ét høres høje skrig 50 meter bagude, lige der hvor Janker netop har fisket på en plads under en udhængende busk ved modsatte brink. Lyden kommer fra Ninjaen, der, selvfølgelig helt ubemærket, har sneget sig ind på klods hold af Janker og nu står og stirrer på busken med et vildt udtryk i øjnene: ”Dérovre sprang lige Storåens største laks!” fremstammer han, hvorefter han de næste 10 minutter én efter én febrilsk kaster samtlige af sine fluer over i selvsamme busk. Janker vender sig med et grin om og begynder selv at fiske roligt videre, mens han hører de hidsige piskesmældslyde og opgivende suk fortone sig mere og mere i baggrunden.
Men smilet forstummer kort efter, da tiden pludselig går i stå. Jankers flue er landet perfekt ved modsatte bred og svinger smukt ud i strømrenden, da fiskenes konge griber den mellem sine muskuløse kæber. De næste 2 minutter opleves i trancetilstand. Dybe rusk forplanter sig op gennem linen, og den kraftige to-hånds stang krummer sig sammen som halsen på en svane. Idet Jankers underkæbe rammer vadestøvlen, vågner han dog igen med et sæt og får lige akkurat presset luft nok ud af lungerne til at fremtvinge et primatskrig ud mod alle fire verdenshjørner: Laaaks! Laaaaks! Laaaaks! Danmarksmesteren i vandpolo er hurtigt på stikkerne og gør klar til at kaste sig heroisk i åen for anden gang i dag og dykke de 100 meter opstrøms, da vandet pludselig eksploderer ude i åen. Janker, der nu har mistet al værdighed, står i sin mest primitive forfatning og brøler fortsat og uhæmmet: ”Laaaks! Laaaks!… Hvad..?! Fuuuuck, den er væk.” I går knækkede KB en stang. I dette øjeblik knækker Janker. Endnu engang har en bomstærk forårslaks vundet slaget og for evigt printet sig ind i en fiskers katalog af mindeværdige øjeblikke. Den blev aldrig set, men den vil aldrig blive glemt.
Tiden går og tiden rinder ud. Kampen lakker mod enden, og Team Frische Fische har kæmpet med næb og med klør og med alle andre midler. Det samme har Storå. En pardans på den jyske hede, hvor ingen har villet give sig, og hvor begge parter alligevel venter på en sidste åbning i modstanderens forsvar. En sidste sprække, der kan afgøre kampen. Ingen har længere kræfter til at gå i forlænget spilletid. Da Esel melder sig udskiftningsklar og retter tankerne mod køreturen hjem til Gråsten, rammes også Jankers kastearm af mælkesyre. Der tages en hurtig beslutning om, at også han lader sig hive ud på bænken. Men der er ikke flere udskiftninger, så de tre tilbageblevne må kæmpe alene videre i overtiden. En fortumlet afsked udspiller sig herefter på parkeringspladsen, hvor grej og baggage skal skifte bil, og hvor det bl.a. lykkedes SB hos Gårdmutter at hente alt mulig spændende grej fra de efterfølgende gæsters oppakning (!). Det måtte jo næsten ske før eller siden for manden, der har danmarksrekorden i at låne andres grej. Formanden er imidlertid ikke at se nogen steder i denne afskedsstund. Han reagerer hverken på råb eller opkald til telefonen… Vi venter i flere minutter, men han er ikke til at opdrive. Til sidst beslutter Janker og Esel, at Golfen har stået og brummet længe nok. Nu skal den luftes. Danke und auf Wiedersehen.
Men knapt når Golfen at forlade grusstien, før telefonen ringer og Formanden hiver det mest utrolige es frem fra ærmet.. Som Andrés Iniestas vidundermål på Stamford Bridge i 2009 to sekunder før slutfløjt, har Formanden i de allersidste døende øjeblikke afgjort kampen til TFFs fordel: en smældfed sølvtorpedo på 86cm, så kompakt og rund at den fremstår mere som en sølvgris med gæller end en vestjysk laks. Der bliver helt stille i Golfen, som drøner over den hullede sti, mens støvskyerne hvirvler op om karosseriet. Han har gjort det. KB. Sikret det største comeback i TFFs historie dybt inde i overtiden. Og ikke nok med at det har cementeret sejren, det er også sket med manér! Hvilken afslutning! Hvilken fisk! Så brutalt smuk som den er tyk, at den uden tvivl kommer i årets top tre over danske laks med bedste kondition. Så vægtig og kompakt at dens aftryk for altid vil kunne ses i græsset ved hårnålesvinget opstrøms Gryde å. Så overraskende og omstyrtende, at den sammen med SBs sølvklump for altid vil bære vidnesbyrd om det regulære frontalangreb på fangststatistikkerne, som TFF leverede langs Storåen i 2016. Det var den ultimative afslutning på nogle helt fabelagtige dage i venners lag. Dage der startede langsomt og med tunge skridt, men som pludselig fik fart og til sidst føltes, som om de var ovre, før de var begyndt. Kort og intenst var det.
Som livet selv.
Således oplevet ved Storå i Kristi Himmelfartsdagene 2016
Janker