Geddefestival

Geddefestival ved Gråsten Slotssø

september 2003

Billeder fra dagen

Efter i mange år at have “levet en skjult tilværelse” ved Gråsten Slotssø, havde kommunen med Mogens Hansen i spidsen  fået den fantastiske ide, at der hvert 5. år skal fyres en Geddefestival af, og dermed kunne de fire garvede slotssø-fiskere endelig vise deres værd på “lovlig vis”. Desværre fandtes der på det famøse tidspunkt, hvor geddefestivalen skulle planlægges, ikke et eneste kommunemedlem, der bare havde det mindste kendskab til fiskeri i slotssøen. Derfor faldt valget på september, hvor alle ved, at søen stadig er fuld af grøde og derfor er (næsten!) komplet umulig at fiske i. Det skulle også vise sig at være tilfældet, hvilket ødelagde mange små drenges fiskedrømme og gode naturoplevelse!

Nå, men TFF troppede selvfølgelig fuldtalligt op og var på en af søens bedste pladser en time før startskuddet. Lommelærken var fyldt op, Statoil leverede kaffen og selvtilliden var som altid helt i top. Det var jo “vores hjemvand”, så trods grøde-problemerne var humøret højt.

Det var en smuk morgen, men søen lå gemt i en tæt tåge – som et tæppe der foran den store scene venter på at blive trukket fra, så forestillingen kan begynde. Med et højt knald blev festivalen skudt i gang, men som man havde frygtet var alt, der mindede om spinnefiskeri umuligt, hvilket betød, at alle TFF´ere efter en times nul-fiskeri, skiftede stil og begyndte at fiske med prop og en død skalle i enden.

Det skulle vise sig, at KB havde fundet pladsen eller teknikken til at overliste de ikke så glubske gedder, som man kender det fra mangt en decemberdag. 3 stk, største omkring 2,7 kg, fik han hevet op, hvilket var helt godt, da der blandt over hundrede fiskere kun blev registreret omkring 20 fangede gedder. Jancker og SB fulgte trop med et par flotte fisk, mens Esel, som normalt regnes for “et sikkert kort”, når det drejer sig om at hive gedder op, måtte nøjes med på heroisk vis at blive krediteret for et par håndlandede fisk – de andre TFF´eres fisk!

Dagen blev en lang ørkenvandring for Esel og for at gnide lidt salt i såret endte det med, at Papa-Esel listede ned ved siden af sønnike og efter en halv times fiskeri hev en gedde op for næsen af en stum storfisker… “De æ it min dav i dav”!!!

Festivalen endte med, at KB´s største gedde var den 3. største på dagen. Selvfølgelig var der en tysk knægt, som kort før slutfløjtet fik hevet en fem kilos fisk op. Hvad er der med de tyskere og fiskevand? Det er jo umuligt at finde en dansk sø, hvor der ikke er en stor rød tyskerprop, der flyder rundt.