Ærø, 2009

Ærø – En dejlig tur

 

Ærø, Engel og Østenvinden

Endelig skete det, kalenderen viste den 24/4. Dagen hvor TFF igen skulle krydse klinger, og nyde hinandens selskab med skarprettere og fiskeri – nu også med bombarda og pattegrisen.
Forud var gået ugers mailkorrespondance medlemmerne imellem, og især den kommende formand havde været aktiv. Vi skulle ifølge KB opleve havørred fiskeriets mekka, og TFF ville fange flere fisk, end antallet af kartofler der fik friheden, da selv samme lavede sin berømte “smukkere end smuk” på Sjælland (læs turbeskrivelsen København – 3 mand og en overspringer). Formanden havde arrangeret en tur til Ærø, hvor der ifølge Formandens pålidelige kilder, som sagt ventede os storfiskeri. Formanden havde lånt et sommerhus ved en vens forældre (stor tak til dem – håber vi må gøre brug at huset en anden gang), og alle medlemmer var spændte, som bugen på en glubsk Esox Lucius, på at se sommerhuset og komme i gang med det forestående fiskeri.

Efter ankomsten til Ærø, hvor gensynsglæden var stor, joggede KB sømmet i bund på den rullende avokado – læs KB´s unik grønne Skoda. Efter et par mindre omveje, fandt vi vores domicil for weekendens sammenkomst. Bilen blev hurtigt pakket ud, og der blev klargjort til frokost og generalforsamling.
Efter den næsten obligatoriske uddeling af bøder, fremlagde hver enkelt deres personlige målsætning for 2009, inden Formanden med stolthed annoncerede, at han havde valgt Skjoldnæs som hot spot. Så blev bordet ryddet og grejet fundet frem. KB hev en kanin op af hatten, og valgte til de flestes overraskelse bombarda + pattegrisen som set-up. Ikke mange havde set den komme, men Formanden kunne storsmilende berette, at det var “killeren” på Ærø. Resten af teamet lagde ud på traditionel vis med blink, kun SB krydrede med en ophænger flue.

Borgnæs var teamets første fiskevand, og trods østenvind og høj solskin,
var humøret højt da vi til fods ankom. Efter et par timers fiskeri var udbyttet
én landet fisk på 48 cm (Æsel), nogle følgere og et par småhug. Det var
på forhånd vedtaget at aftenfiskeriet skulle finde sted på Skjoldnæs (Formandens hotspot), og således pakkede vi sammen og tog i bil til Ærø´s vestligste punkt. Inden Skjoldnæs gjorde vi kort stop ved Vitsø, men efter mindre end 30 min. fiskeri, valgte forsamlingen uden fangst at køre videre herfra. Velankommet til fiskepladserne omkring det flotte Skjoldnæs fyr, blev stængerne med spænding klargjorte. Aftenens fiskeri gav havørred til Æsel (ca. 45 cm) og én lille torsk til KB, hvilket senere har lagt sig som en forbandelse over KB´s stang.

 

Efter en hyggelig aften, med hyggesnak og rigeligt af såvel fugtigt som tørt, valgte KB og Æsel at prøve fiskeriet ved Borgnæs fra morgenstunden. Efter mindre end én times fiskeri valgte begge at strække gevær, og vendte tilbage til sommerhuset, hvor Janker og SB stadigvæk lå og drømte om den ”heelt stoue”. Kl. 0900 rullede avokadoen i retning Ure hoved, som var blevet valgt til lørdagens opstartssted. Vejret viste sig igen fra sin bedste side, således havde vi igen høj sol og østenvind. Der skal dog mere til at ødelægge humøret hos TFF, så med en skarpretter i maven og et bredt smil på læberne, fordelte medlemmerne sig langs kysten ved Ure hoved. Efter flere timers fiskeri var udbyttet én landet undermåler, nogle mistede undermålere samt et confirmed kill, i form af en ”hornhecht” (SB, endnu en Hecht!). Sulten havde nu meldt sig og teamet besluttede at opsøge nærmeste pølsevogn, inden fiskeriet skulle fortsætte ved Vejsnæs nakke. I Ærøskøbing fandt forsamlingen Lenda´s grill, hvor der med maden fulgte ”kloge” bemærkninger, til teamets store begejstring. Nogle indtryk og fyldte mave rigere, manøvrerede KB avokadoen igennem Ærøskøbings snævre gader i retning Ærøs sydkyst. Stemningen på turen derned var høj. Formanden mente dog at en puls på 180 over 70 ikke var nok, så da han spottede en rovfugl hængende over vejen, bevirkede det kørsel, der ville kunne få en grønlænderstiv Hans Engel til at nikke anerkendende med hovedet.

Fiskeriet ved Vejsnæs nakke fik hurtigt pulsen ned igen. Æsel og SB gik i pit og KB og Janker valgte at resignerer efter mindre end 20 minutters fiskeri. Eneste højdepunkt var da Formanden fik ro i sjælen, idet en lokal kunne berette at det var en rørhøg, som nær havde kostet avokadoen og teamet livet.

Tilbage ved sommerhuset blev grillen startet op, og Æsel præparerede aftensmaden som bestod af ørred, hornfisk og nogle pølser. Mætte og veltilpasse, vandrede teamet ned til Borgnæs igen, for at starte op på aftenens fiskeri. Efter endnu en smuk aften, igen med skyfri himmel og meget let østenvind, var resultatet 2 havørreder på hhv. 45 og 50 cm, begge fanget på blink. Den smukke aften ved Borgnæs, blev lukket med en kold øl. Inden sengetid blev det besluttet at Ure Hoved, skulle være teamets sidste fiskeplads inden der skulle siges farvel til Ærø.

En god nats søvn senere stod teamet igen op til skyfri himmel og total vindstille. Meeen som hardcore medlem af TFF lader man sig ikke slå så let ud. Bilen blev pakket og kursen blev sat i retning Ure Hoved. Velankommet blev stængerne klargjorte, og en skarpretter senere fordelte medlemmerne sig langs stranden. I takt med temperaturen steg, steg også modløsheden. Det gode vejr TFF havde haft hele weekenden kulminerede, således blev det hurtigt besluttet at vende tilbage til sommerhuset.

Tilbage ved sommerhuset stod der rengøring på programmet, inden der blev gjort status over turen. En dejlig weekend på en dejlig ø, blev sluttet af med præmieoverrækkelse for største fisk og trøstepræmie for ingen fisk fanget – end ikke et KB hug til Janker…… 😉

Slutteligt blev der taget afsked ved færgen. Vemodige, men også fortrøstningsfulde sagde alle farvel til Ærø, velvidende at den sidste griller fra Lenda´s grill ikke er indtaget af TFF endnu.

Petri Heil

Billeder fra turen